fredag den 22. juli 2011

Bomfunk MC´s, kyrillisk og Angel fra ”Rent”

Rejsens første onsdag startede kl. ti minutter i seks på hostellet. Vi gik i bad - vandet havde i øvrigt kun én temperatur: koldt… ”så koldt” (som i to centimeter koldt). Det var jo ikke Serbien for ingenting J. Vi fik pakket de sidste ting sammen og sagt farvel til vores fabelagtige værelseskammerater – i øvrigt ikke englænderne, men fra hhv. Holland og Brasilien.
Vi tog en bus over én af broerne fra Novi Beograd til den gamle bydel, og gik derfra til stationen. Vi fandt vores tog, en gammel, rusten sag fra kong ruders tid, og fandt en ledig kupé. Der lugtede, mildest talt, virkelig dårligt, og de velourovertrukne sæder var beskidte. I en kupé lidt længere fremme sad et ungt, engelsk par, vi kendte fra hostellet, så vi satte os ind til dem. Det blev kupeen ikke renere af, men i det mindste fik vi godt selskab på den togtur, der var ansat til at vare omkring ni timer og skulle bringe os til Sofia i Bulgarien.
Som afgangstiden nærmede sig, blev toget virkelig fyldt. En engelsktalende gut og en ældre, serbisk mand fyldte de sidste pladser i vores kupe, der efterhånden blev ret så varm. Vinduet i kupeen var åbent, det samme var døren ud til gangen, hvor samtlige vinduer var åbne, og hvor folk begyndte at indtage ståpladser med hovedet hængende ud af vinduerne. Det så tovligt ud, men senere skulle vi blive meget klogere.
Det blev afgangstid, og det blev ti minutter over afgangstid. Ingenting skete. Vi lavede et par ”det er ligesom DSB”-jokes. Det blev tyve minutter over afgangstid. Det blev faktisk hele femogfyrre minutter over afgangstid, før toget begyndte at trille af sted, uden at der var givet én eneste meddelelse herom. Og når vi siger ”trille af sted”, så mener vi trille! Den maksimale hastighed, det antikke skrummel af et tog nogensinde ramte, var måske 80 kilometer i timen, vel at mærke, da vi allerede var i Bulgarien, og kun i et par minutter af gangen. Men heden virkede knap så slem, da vi trillede, fordi der kom kølige pust ind fra vinduet – rart!
De første timer sov vi. Og drak lidt vand. Som timerne gik og det blev formiddag, snakkede vi lidt med det engelske par, som skulle videre til Istanbul. Turen bød på meget øde landskaber og meget forfaldne byer. Og bjerge, selvfølgelig – ej at forglemme. Af og til besluttede toget sig for at holde stille (ja, det tog havde helt bestemt sin egen sjæl og mening!), og så blev der ellers bare varmt! Vådservietterne måtte frem for at tage de værste sveddråber fra panden, og tøjet tog sig en ordentlig klistretur til kroppen. Koldt vand havde været skønt, men der var ikke en eneste mulighed for at købe noget som helst på toget! Timerne sneglede sig af sted, vi læste, hørte musik, sov, drak, spiste kiks, læste noget mere og snakkede med vores medpassagerer.
Omkring grænsen til Bulgarien (og når vi siger ”omkring”, er det fordi, der ikke blev givet meddelelse om noget som helst, og byskiltene på de tre-fire stationer, toget stoppede ved, var på kyrillisk) steg den serbiske mand ud og den unge mand gik sig en tur ud på gangen. En serbisk familie og en ældre dame delte sæderne. De var meget snaksaglige, og selvom vi overhovedet ikke forstod hinanden, fik vi både forklaret, at vi skulle til hhv. Sofia og Istanbul, og de forsikrede, at de nok skulle vise os, hvornår vi skulle stige ud. Da stilheden igen sænkede sig over kupeen, ringede en mobiltelefon. Og ringetonen var ingen ringere end det hedengangne nummer ”Freestyler” med Bomfunk MC’s. Og hvem roder i sin taske? Den ældre, overhovedet ikke engelsktalende, serbisk/bulgarske bondekone! Wow, hvor havde vi svært ved at holde masken!
Toget nåede omsider Sofia (efter grænsekontrol gange 2). Klokken var langt over planlagt ankomst, og det var ved at blive mørkt. Togturen havde varet små tolv timer, og vi ville bare finde vores hotel. ALT ER PÅ KYRILLISK! Som i ALT. Vi havde ingen jordisk chance for at finde vores hotel, og det kort, vi havde, var meget mangelfuldt! Til dels, fordi vejnavnene på vores kort var med latinske bogstaver og til dels, fordi vi var trætte og ikke kunne finde hoved og hale i deres sporvognssystem. Vi talte med et par bulgarer, som virkelig prøvede at hjælpe os, men når man ikke kan kommunikere på samme sprog, går det altså bare galt.
Så vi besluttede os for at gå. Vi gik og gik, og vidste ikke helt, hvor vi skulle ende. Så stødte vi på to unge drenge, den ene med sølvfarvet kasket og stramme jeans og håret skåret til på manga-manér – sort, selvfølgelig. Han lignede Angel fra ”Rent” på en prik (gestikulerede også med lidt løse håndled – SÅ sød simpelthen), og da han oven i købet talte engelsk, var vi ikke i tvivl! Han var en ENGEL (eller noget, men vi var altså trætte og desperate)! Han gik med os op til nærmeste hovedvej og forklarede os indgående, at vi skulle tage sporvognen 2 stop og så gå mod syd, så ville vi ramme Boulevard Todor Alexandrov, som vores hotel ligger på. Han spurgte endda, om han skulle vente til sporvognen kom!!! En sand redningsmand!
Vi fandt hotellet omkring klokken ti, bookede en ekstra overnatning, og fik nøglerne til vores værelse – et paradis i orange og hvidt med EGET badeværelse! Og for tre overnatninger har vi betalt 510 kroner!!! Come on, det er da Østeuropa, når det er bedst. Vi fik et bad, noget mad fra MCD, som selv her hedder noget på kyrillisk og en omgang Ali G. til at falde i søvn på.
Lige nu er det formiddag, vi ligger i den store seng og venter på at blive friske nok til at begive os ud i DownTown Sofia, hvor der nok er ret varmt (vi er immune for varme her, for vi har AirCon, juhuuuu).
Mere snarest!
Da’ Svedanja (lydskrift, I skal ikke udsættes for kyrillisk!)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar