Tidszoner og Sortehavet

Lørdag morgen stod vi op klokken kvart i otte for at pakke vores værelse sammen og tage op til banegården i Sofia, hvor vores tog mod Varna ved Sortehavet, skulle afgå klokken 10.05. Vi havde dagen inden været forbi for at reservere pladser på stationen – et helt eventyr i sig selv. Først stillede vi os i kø ved en række kasser i den store ankomst-afgangs hal i brunt og brunt. Da det blev vores tur, talte ekspedienten ikke engelsk. Hun kunne heller ikke hidkalde nogen, som kunne. På HOVEDBANEGÅRDEN – i Bulgariens HOVEDSTAD! Vi blev dog på en eller anden måde gelejdet ned af nogle trapper og til venstre. Dér, under hallen, var nærmest en lille by for sig selv, med små spisesteder, og – gemt væk i et hjørne – to skranker. Dér stillede vi os så i kø. Heller ikke her kunne ekspedienten tale engelsk, men da vi viste hende vores interrail-pas, sagde hun ”Burgas?” (som om ALLE unge mennesker skal drikke sig i hegnet dér) og da vi sagde nej, ”Varna?”. Hun skrev togtiderne ned, og vi pegede på afgangen kl. 10.05 og fik to pladsreservationer til den nette pris af en leva (3,8 kroner).

Nå, så langt så godt. Tilbage til lørdag morgen, hvor vi pakkede noget af et bombet lokum sammen. Når man pludselig har sit helt eget værelse at rode på, går man lidt agurk. Vi var dog effektive, og klokken kvart i ni stod vi i receptionen og bad hotellet om at ringe efter en taxa til os. Man bliver indædt mindet om at man ikke selv skal praje en bil hernede, det er simpelthen for farligt. Der er dog få pålidelige selskaber, og dem skal hotellerne osv. nok give dig navnene på. I løbet af to minutter kom en gul bil til os. Manden talte dårligt engelsk, men vi fik sagt ”tren”, da han spurgte ”autobus, tren?”. Og så kørte han ellers – råddent med råddent på. Der var ingen seler bag i bilen, så Christine trak vejret ekstra tungt på denne tur. Der blev overhalet lidt indenom, og nogle gange endda helt lovligt. Og båthornet kom da også på arbejde. Omkring kl. ni ramte vi hovedbanegården og begav os stille og roligt ind i ventehallen, for vi havde jo masser af tid. Da vi står i afgangshallen, blinker der et grønt lys ud for ”Varna” med afgang kl. 10.05. Da slår det pludselig Christine: TIDSZONER! For søren, vi har været en time bagud den tid, vi har været i Bulgarien uden at tænke over det! Og nu er klokken 10.03 – om to minutter afgår toget fra spor tolv og vi står og venter. Vi løber! Den første og bedste retning, og håber det er den rigtige. Da vi når op på sporet, råber en kvindelig konduktør efter os fra toget: ”Varna?” Vi råber ”Yes, yes” og skynder os at hoppe på toget, der straks derefter triller af sted. Pyyyyyyyh (i parentes bemærket afgik næste tog mod Varna først kl. 17.00). Når Bulgarer endelig gør noget ”til tiden”, er vi næsten ved at misse vores tog. Det første, der blev gjort på toget, var i øvrigt at stille urene en time frem, så vi nu er ”on Bulgarian time”.

De første timer var toget pænt fyldt og igen kørte det ikke, men trillede. I Lonely Planet står der faktisk også, at busser er langt hurtigere hernede end tog, og efterhånden tror vi også på det, for gud, hvor går det dog bare langsomt i de dér gamle skrumler af tog. Og man ”bumper” med… Bum, bum, bum når man kører i tog. Efterfulgt af en blæselyd, når man kører under en tunnel. Og så eller bum, bum, bummebum igen. Klokken halv tre var vi de eneste tilbage i vores kupe. Vi var nået omtrent halvvejs, så vidt vi kunne se på vores kort (for efterhånden er vi så stive i kyrillisk, at vi kan tyde bynavnene på stationerne). Toget skulle være i Varna klokken kvart over fem. De sidste mange timer af togturen kørte vi forbi den ene majsmark efter den anden, Bulgariens store midte er flad som en pandekage. De store bjerge ligger i den nordvestlige del af landet, mens vi herude ved kysten også har et par klepperter.

Klokken seks ramte vi Varna. Ifølge Lonely Planet skulle byen være smuk og minde om græske byer. Hm, græsk bliver det her vist aldrig. Da vi gik ud på gaden foran banegården, blev vi hensat til virkelig uskønne Beograd, men eftersom vi begav os hen mod hotellet, vandt byen et par charmepoint. Og da vi så kunne skimte vandet, var alt andet ligegyldigt! Især fordi hotellet ligger tre minutter på gåben fra stranden. Og vi har vores egen lille terrasse med kunstgræs og skygge. Meget sødt. Vi skyndte os at komme i noget badetøj og hoppede i Sortehavet. Sortehavet er dejligt lunt, men ret beskidt lige her. Men det er vand og der er sol uden at man bliver fuldstændig stegt. Aftenen bød på bulgarsk salat og bulgarsk ”lasagne” og store, bulgarske fadøl. Og nyheder. Man er afskåret, når man ikke er omgivet af nyheder, man kan læse. Og hvor er vi begge chokerede over og kede af de forfærdelige hændelser, der har fundet sted i Norge! Stemningen var virkelig trykket, da vi så reportagen fra Norge, som er så tæt på lille Danmark.

I morges spiste vi morgenmad, som de fleste bulgarer sikkert synes godt om. Vi er selv ikke så meget for fetaost og pølser med gul ost til morgenmad, men vi fandt da noget brød og honning. Og så tog vi på stranden, for at bade, stege, læse og bade! Og holde sådan rigtig slappe-af-ferie. Nu ligger vi på sengen og Daniel ser Tour de France. Ikke helt tilfreds med at Andy bliver nummer to, men så alligevel glad, for han har lige fået en dejlig kold, bulgarsk øllebajer.