Om dumme Cluj

Først og fremmest; offentlig transport i Østeuropa er primitivt. Man køber sin billet i et lille metalskur ved stationen eller i små bladkiosker. For at ”validere” billetten, stikker man den ind i en stor hullemaskine i bussen eller sporvognen. Der er vitterligt bare tale om en hullemaskine, der laver et større antal huller i den lille papirseddel, der skal forestille at være din billet, men mest af alt ligner noget, du kan rulle en smøg af. Efter en tur i hullemaskinen ligner den mest af alt endda noget, du burde smide ud – den er faktisk ukendelig.

Dernæst; offentlig transport er så billigt i Østeuropa, at man skulle være idiot for at snyde og køre uden billet som vesteuropæer. Som i vitterligt, for en tur med bussen koster 3 kroner. Det må være forhistorien. Nu til turens, indtil videre, største crash med politiet.

Vi gik ned til togstationen i morges. Dagens plan var en tur i Cluj centrum efterfulgt af en biograftur i et storcenter i den anden del af byen. Selvfølgelig skulle vi da prøve noget offentlig transport, der er trods alt nogle gode kilometer fra togstationen og ind til byen. Vi fik spurgt os frem forskellige steder, og blev til sidst guidet hen til et lille skur, hvor man kunne købe billetter. Damen i skuret talte ikke engelsk og heller ikke tysk. Vi viste to fingre, sagde ”dua persona” (ja, rumænsk minder lidt om spasser-spansk) og hun livede helt op og pegede på en billet i skurets vindue, hvorpå der stod dua et-eller-andet. Fint, den tager vi, tænkte vi – og betalte. Kort efter kom bussen, som vi satte os ind i – og knap var den kørt, kom billetkontrolløren. Erfarne, som vi efterhånden er, havde Daniel længe ”valideret” (læs: gennemhullet) vores lille papirsnip (aka. billet). Kontrolløren kigger på den, og siger så noget på rumænsk. Vi beder ham gentage på engelsk. Det kan han selvfølgelig ikke. Ej heller kan han tale tysk. Vi forstår så meget, som at vores billet ikke gælder til to personer (som damen ved stationen jo sagde, det var jo ligesom det, vi bad om). Daniel vil så købe endnu en billet (for vi er jo altså turister, og når ingen taler engelsk, kan der nemt opstå en misforståelse). Problemet er bare, at hr. Billetkontrollør er blevet magtliderlig, fordi han har fundet ”nemme” ofre – så han er allerede ved at udskrive en bøde for at køre uden billet. Men han kan bare tro nej, kan han – vi har en billet, der står ”dua” på – den kostede det dobbelte af en enkeltbillet – og, vigtigst af alt, har vi købt den i vores allerbedste tro. For ikke at ildne ham for meget op, rejser vi os dog op, siger til ham, at vi nok skal stige af, og giver ham den billet, der åbenbart ikke er god nok til os to.

Så – lige pludselig – viser det sig, at manden, der sidder foran os i bussen, er politibetjent. Hvor belejligt dog. Sammen med en anden billetkontrollør, stiger de af sammen med os, og begynder på deres bedste (og sureste og temmelig højrøstede) rumænsk at skælde os ud. Rumænsk minder, desværre for dem, om spansk, og da de indbyrdes taler med hinanden, kan vi høre, de kalder os for ”dumme turister”. Det sætter Christines pis i kog, og i bare afmagt over at de ikke kan tale engelsk, tysk – noget som helst andet end rumænsk, kræver hun at de tilkalder en betjent, der kan tale engelsk – i hvert fald hvis de vil have penge ud af os. Det forstår de selvfølgelig ikke. Så sætter tårekanalen i gang, og de får hele armen; ”We have a legal right!” – da billetkontrolløren og betjenten sammen får vist os, at vi skulle stemple den skide papirseddel af billet TO gange (selvom den jo allerede falder fra hinanden efter at være blevet stemplet én gang, og man jo ikke kan se, om den er blevet stemplet én, to eller en billiard gange). Det vil sige, at der nu står to kontrollører og en politibetjent og bruger deres krudt på at forklare to unge turister (der endda har goodwill til at besøge deres lortebrune by), at de har købt en billet til to personer, men at billetter til to personer skal hamres igennem hullemaskinen to gange (og der står vel at mærke ikke en skid på hverken billet eller hullemaskine, hverken på rumænsk eller engelsk eller kinesisk eller whatsoever)!!!! Come on! Lige i det øjeblik, bliver det for meget for os begge, og temmelig rasende (Christine) og absolut intet forstående (Daniel), vender vi os om og går. Ja, temmelig resolut og nok også dumt, men det viste sig faktisk, at de ikke fulgte efter os mere end de første meter – de havde nok indset, at deres argument var til at lukke op og skide i (undskyld udtrykket, Cluj fortjener ikke meget bedre lige nu). Kort sammenfattet: De var villige til at opkræve en bøde (og altså involvere politiet) for at vi HAVDE købt en billet (vel at mærke til TO personer) og HAVDE valideret den, selvom INGEN kunne tale engelsk (eller tysk eller svensk eller norsk eller spansk… come on, vi kan altså godt tale et par sprog) med os, hverken, da vi købte billetten ELLER validerede den. Tag lige og sammenlign’ den med Danmark tak! Her havde kontrolløren sikkert taget dem ved hånden og forklaret dem, hvordan og hvorledes man køber en billet (selvom alle instrukserne også kan findes på engelsk i busserne) – og politiet havde ski da aldrig gidet fornedre sig til at blande sig i sådan en sag! Godt at Christine ikke er bange for at tude på åben gade når hun ved hun har ret (ja, jeg ved også godt, jeg ikke har ret HVER gang, men denne her gang HAVDE jeg altså ret – bare spørg ligeså gale Daniel) og fortælle et par bavianer hvad hun synes om dem (nemlig, at de er primitive lorteskabninger – ja, hvis de må kalde mig dum turist på rumænsk, må jeg gerne kalde dem primitive lorteskabninger på dansk) og sige meget højt, at hun rent faktisk har rettigheder! Med denne pointe in mente, ser vi MEGET frem til at forlade lorte-primitive Cluj til fordel for Budapest i forhåbentligt MEGET civiliserede Ungarn i morgen.

PS: Vi gik ned i byen, hvor vi så fin kirke og fine andre bygninger (dog overhovedet ikke lige så fint som i Brasov). Vi kom også ud til et fint storcenter senere på dagen, hvor der var rigtig fine butikker, biograf og Pizza Hut – og Daniel kværnede sig igennem hele tre pizza’er til den nette sum af 40 kroner.

PPS: Vi tog en taxa hjem. Vi sørgede endda for, at det var et privat taxaselskab. Vi skal satme ikke lægge nogen penge hos staten her (og vi opfordrer til kollektiv Cluj-boykot – der er alligevel meget flottere i Brasov).