Slut prut finale

Sidste indlaeg skrives fra computeren paa vores fise-fornemme sidste hotel i Oestberlin. Vi tjekker ud om et par timer og tager toget mod Hamborg klokken kvart over to - der venter vi i en times tid og saa tager vi endnu et tog mod Flensborg, hvor vi bliver hentet (jubiii) i aften. Den her maaned er gaaet hurtigt, det er vi begge enige om, men vi har oplevet saa fantastisk meget, at vi bliver lidt traette bare af at taenke paa det hele. Et par tusind billeder er det ogsaa blevet til.

Og vi har saa sandelig ikke ligget paa den lade side her i Berlin; vi har vaeret ude - altsaa "going out" - i baade Kreuzberg og Prenzlberg. Vi har vaeret paa DDR-Museum, i Hohenschoenhausen, slentret langs East Side Gallery, shoppet i KaDeWe (og alle mulige andre steder), spist fantastisk Doener og Falafel, gaaet rundt paa Alex og vaeret paa Potsdamer Platz og i biografen (Blue Valentine - everybody go see it! - selvom man skal Notebookes igen bagefter, fordi Ryan Gosling er ond). Og nu skal vi lige koebe morgenmad og pakke og saa skal vi hjem. 

Vi ses!

Berlin gange 2

Nu har vi faret rundt i Vest en dag. Først en tur i KaDeWe, så en tur langs Ku'Damm, så en omgang Sushi og så endnu mere shopping!

Derefter tog vi en tur op til Friedrichsstrasse, hvor vi gik langs Unter den Linden, op til Brandenburger Tor (ja, Mutti - Quadriga nach Osten!!!) og derfra forbi Mahnmal op til Potsdamer Platz. Det er altså virkelig en flot tur! Aftenens plan var egentlig at vi ville se Blue Valentine, men pga. dumme hæveautomater gik den i vasken. Vi fik simpelthen at vide, at vores konto stod i 0,0 € - og så var gode råd dyre og vi måtte tage turen hjem til hotellet og smutte på netbank. Aldrig har Christine taget trapperne til 4. sal SÅ hurtigt. Vi fik i hovedet gennemgået ALLE hævninger med kortet, men vi har altså bare været SÅ forsigtige med at bruge det, og altid dækket med hånden, når vi har tastet koden ind - og alt det der!

Hjemme finder vi ud af, at man ikke kan hæve ret meget på ét døgn på kortet (meget underligt, for ifølge bankens politik er mindstegebyret for at hæve 30,- kroner - eller min. 3 % af det hævede beløb, så man skulle jo være i stand til at hæve min. 3000 kroner - det var vi ikke i nærheden af!). Pulsen faldt igen, men irritationen over ikke at se Blue Valentine er der nu stadig! Øv. Den tager vi på torsdag med en god middag inden!

I morgen skal vi bytte hotel - yay not. Det ligger ikke skidegodt, men vi har godt af at vade lidt rundt til forskellige stationer. Og det ligger mere i Øst, og vi har været i Vest nu, så det er fint. Planerne er mange, først og fremmest skal vi se East Side Gallery, en af Christines veninder og fængslet i Hohenschönhausen. Og så skal der snuses atmosfære i Prenzlauer Berg!!!

Christine & Daniel

PS: Maria Gärtner, dit skarn! 30 mennesker - pas på de ikke sætter ild til garagen :-) Og hold lidt på de drenge fra Als, dem vil vi gerne hilse på! Hihi :-)

Berlin

Ja, vi er kommet til Berlin! Turen fra Prag tog 4 timer og 45 minutter... og føltes som det korteste i verden! Vi er ved at have et lidt andet perspektiv på togtures varighed nu.

Landet på den virkelig prægtige Hauptbahnhof - i det, der hedder "Tief", altså på de nederste spor, tog vi rulletrapperne TRE spor-etager op til S-toget og kørte mod ØST - jaaaaaa, det fabelagtige øst. Vi bor en station fra Ostkreuz, hvor stationerne mod byen så ellers hedder: Warschauer Strasse, Ostbahnhof og Alexanderplatz - ja, her er altså bare mere dejligt end i West, vi er jo nogle små hipstere. Vi bor forresten på fjerde, der er to trin mere end i Falstersgade, og jeg er slet ikke ude at træning - fabelagtigt!

Velankommet, tog jeg ind til en veninde på Bahnhof Zoo og fik en god omgang Sushi og hvidvin, mens Daniel tog sig en tur på Alexanderplatz og Burger King. Det var virkelig underligt ikke at være sammen i de par timer! Heldigvis kom Daniel ind til os senere, og vi fik os en lille pind (ikke kæp) i øret på Sausalitos med verdens bedste cocktails (hallo - verdens bedste - de brugte Haribo-vingummier som pynt!). Vi nåede det sidste S-tog og var hjemme klokken to. Så vi er liiiidt kvæstede her til morgen, men meget klare på at tage til Vest igen - Daniel har aldrig været i KaDeWe, det kan vi jo ikke ha'! Og så ligger der, meget belejligt, en kæmpe HugenDubel på Tauentzienstrasse (bøger, if you don't know what the fuss is all about).

Så... nu skal vi afsted. Jaaaa, Berlin!

Update fra Prag

Ja, vi er kommet til Prag - igennem Slovakiet - og helt uden paskontrol! Længe leve Schengen (eller dovne paskontrollører)! Så turen hertil tog faktisk kun overraskende 7 timer (og vi snakker hele vejen fra Budapest og over grænser og halleluja), og vi må sande, at vi er kommet til et stykke civiliseret Europa igen.

Velankommet, tjekkede vi ind på vores hostel - en nedlagt pigeskole, denne gang. Her ligner lidt stasi-fængslet i Hohenschönhausen, bortset fra her er lidt færre alarmer og murstensvægge i stedet for brun-lortebrunt 70'er tapet. Og så er her ingen stasimænd, men en masse negere i receptionen. Bevares, vi har ingen fordomme, men sjovt, det er det altså. Og her runger! Første værelse, vi fik tildelt, var så gennemrøget og klamt, at vi for første gang på turen måtte hæve vores standard (og den er altså lav!) og bede om et ikke-ryger-værelse (som vi så i øvrigt også havde bestilt). Det fik vi så - "sådan nogenlunde" da. Ellers er der fællesbad og ikke engang toiletpapir stiller de til rådighed (så har vi også prøvet det). Men billigt - det er det (og de sparede penge har vi fyret efter et dejligt hotel i Østberlin, hvor vi allerede tager hen på mandag - yay!). Så kan Daniel også sammenligne det, vi befinder os i nu, med Hohenschönhausen.

Ellers er Prag same old-same old - dvs. et dejligt og flot sted. Vi har drukket de obligatoriske mange øl og kørt os en pukkel til rette i de fine metrostationer. Dagen i dag har budt på en del sight-seeing; vi startede med at tage ud til det gule marked (aka. Japser-town), fik pruttet priser, bare for at se om vi kunne (ja, det kunne vi - Daniel især) og spist det obligatoriske chinese-måltid mellem "billigere end bilka" og "real good price for you, my friend"-tilråb. Så nu har Daniel været i Prag (for man skal åbenbart se det gule marked for at have været i Prag.... hmmm).

Derefter tog vi ind til Josefov, det jødiske kvarter (for hvis man ikke har set det, har man ikke været i Prag ifølge Christine). Selvfølgelig glemte vi alt om Schabbat - så ind kunne vi ikke komme, men vi stødte på en gruppe unge mennesker og en "dude" i gul t-shirt, der råbte højt og fint på amerikansk. Vi var stødt ind i en såkaldt gratis guided gåtur, og det var da bare fjong! Så afsted gik det, først igennem Josefov og derefter Stare Mesto (den gamle bydel). Kun afbrudt af et kort reklameindslag (på en bar - og reklameindslaget drejede sig selvfølgelig om en pub-crawl til umenneskelige summer, taget priserne hernede i betragtning) fik vi en fantastisk tur både forbi synagoger og kirker, Franz Kafka Monument og Statsoperaen, hvor Don Giovanni havde premiere i 1800-hvidkål. Alt i alt en virkelig, virkelig god måde at se Prag på.

I morgen skal vi op på borgen... Der er meget at se, så det bruger vi nok en del tid på. På vej derop smutter vi over Karlsbroen, og selvfølgelig skal vi stå på Wenc. Square når klokken rammer hel for at se det Astronomiske Ur (for vi kom jo selvfølgelig to minutter for sent i dag). Mon ikke vi også skal drikke en øl mere? (og tabe tredive kilo, mindst, SNART)

Og så er det mandag - og vi siger "fuck Østeuropa" og tager til BERLIN, juhuuuuuu! (selvom vi jo godt kan lide Østeuropa, så er Berlin altså bare noget helt specielt)

Regnvejr

Så gik den ikke længere; vores lucky-strike (weather-wise) stoppede med øse-regnvejr i dag, så vi brugte eftermiddagen på at tage ind til Keleti togstation og reservere billetter til det tog, der skal bumle os til Prag i morgen tidlig.

I aftes tog vi ud til Castle Hill. Regnet var stoppet, men der var meget gråt og trist - og lummert! Vejret har virkelig været underligt i dag, og det ser ud til at det skal fortsætte i morgen (og desværre de næste dage i Prag)... Vi bukkede selvfølgelig under, da vi så det og købte en paraply.

Efter Prag er planen lidt død - Dresden er en meget dyr by, og vi kan ikke få noget at bo i uden at budgettet sprænger i mange stykker, så vi er åbne for andre muligheder nu. Daniel vil gerne til Berlin to dage før - I'm not gonna argue with that!

Vi har lige fået en omgang aftensmad, og burde gå i gang med at pakke. Men... ja, vi burde. Det blir nok først i morgen i al hast at det sker...

Om Cynthia Nixon, Jack Daniels Burger og The Big Bang Theory

Vi ankom til Budapest i går omkring middag. Togturen var rimelig langsommelig, men det var tidligt på dagen, så vi sov fra det meste.
Vel ankommet, var første tegn på knap så lortebrune tilstande, at selve Keleti-Banegården er noget af det smukkeste! Malerier, guldbelagt dit og guldbelagt dat... og wow! Vi fik anskaffet os nogle 72-timers transportbilletter og tog så ellers med metro, tram og bus til Buda, hvor vores hostel ligger. Selve hostellet er et kollegium, der i sommermånederne lejes ud til rejsende. Belliggenden er fantastisk, tæt på Citadella, en høj, der giver den mest fantastiske udsigt over Pest og en stor del af Buda. Dér tog vi selvfølgelig op som det allerførste! Aftenen bød på en hurtig indkøbstur og hjemmelavede sandwiches og vin-en-masse på værelset.

I morges tog vi turen ind til de jødiske kvarter i Pest, hvor vi købte nogle all-round-billetter til både synagoge, museum og mindehave. Vi startede i synagogen, hvor Daniel blev udstyret med chalot og jeg med skuldertørklæde - the one day jeg har ladet mit ligge derhjemme skal vi selvfølgelig en tur i synagogen! Efter to minutter i synagogen spotter jeg en MEGET rødhåret kvinde og tænker; hende har jeg set før! Og det har jeg - i et sladderblad, præsenteret som Cynthia Nixons livsledsagerske! Og mindsandten om ikke selveste Miranda fra SATC sidder pænt på bænken ved siden af hende, med unger og det hele! Opmærksomt lyttende til en guide, der fortæller om holocaust i Ungarn. Wow med wow på! Så må man være kreativ hvis man skal have billeder, bevare fatningen og respektere hendes privatliv. Lykkedes nu ganske godt, må vi sige. Daniel blev i øvrigt lige så høj af benovelse, da hun strejfede kamera-tasken, da hun gik forbi ham.

Efter dette star-struck-moment tog vi på det meget beskedne, men interessante jødiske museum og ud i mindehaven. Oplevelsen var, som jeg egentlig altid synes, når jeg besigtiger jødiske kvarterer, både livsbekræftende på den ene side og trist og tung på den anden. Den gjorde os begge eftertænksomme i hvert fald. Det er ikke til at fatte, at der er en hel skæbne bag hvert eneste af de 600.000 tabte jødiske liv i Ungarn.

Senere på dagen spiste vi kombineret frokost og aftensmad på TGI Fridays, hvor Daniel fik en supreme Jack D. burger med onionrings og mere whiskey osv. Jeg tror aldrig han har været så ydmyg før han har taget en bid af noget mad. Kombineret med et "bundløst" glas cola, var han en meget glad knægt.

Om eftermiddagen besigtigede vi Stefanskirken, kirken over dem alle i Budapest. Den var meget imponerende, stilen helt anderledes end i synagogen omend der var brugt ret så meget guld begge steder. Vi tog også de 320 trin op til udsigtstårnet. I starten var jeg ret cool, men efterhånden som vi kom længere op og trappekonstruktionerne blev mere tvivlsomme, blev jeg mere og mere omklamrende - for hvis det hele styrter sammen, styrter Daniel jo ikke med, vel? Logik for burhøns!
Vi kom dog op, og udsigten var betagende, mildest talt! Jeg var dog ikke helt vild med at gå helt ud til kanten og kigge ned - for der var altså godtnok langt!

Nede igen købte vi en bunke souvenirs og en meget spændende is, der bliver formet som en fin, fin rose. Åh. Så tog vi metroen op til Hösök Tér, en meget flot plads a'la Trafalgar Square (bedste sammenligning i mangel af mere info i Lonely Planet). Flot var den - og der var en flot park og kunstigt anlagt sø bag ved, så vi lejede en robåd og var romantiske i flotte omgivelser mens aftensolen dansede på himlen. Åh igen. Skår i romantikken for Daniel var, at han måtte lade mig ro, fordi han er "bedre til at tage billeder". Men altså, det dér roning har jeg jo altså også prøvet så tilstrækkeligt.

Nu er vi hjemme på værelset, ømme i benene og klare på at sove. Aftenens program er: vin, en sandwich og Big Bang Theory på computeren. Jeg er blevet virkelig hooked - nok endda lidt for meget til Daniels smag :-)
I morgen står den på Castle Hill i Buda og... ja, det finder vi ud af i morgen.

Om dumme Cluj

Først og fremmest; offentlig transport i Østeuropa er primitivt. Man køber sin billet i et lille metalskur ved stationen eller i små bladkiosker. For at ”validere” billetten, stikker man den ind i en stor hullemaskine i bussen eller sporvognen. Der er vitterligt bare tale om en hullemaskine, der laver et større antal huller i den lille papirseddel, der skal forestille at være din billet, men mest af alt ligner noget, du kan rulle en smøg af. Efter en tur i hullemaskinen ligner den mest af alt endda noget, du burde smide ud – den er faktisk ukendelig.

Dernæst; offentlig transport er så billigt i Østeuropa, at man skulle være idiot for at snyde og køre uden billet som vesteuropæer. Som i vitterligt, for en tur med bussen koster 3 kroner. Det må være forhistorien. Nu til turens, indtil videre, største crash med politiet.

Vi gik ned til togstationen i morges. Dagens plan var en tur i Cluj centrum efterfulgt af en biograftur i et storcenter i den anden del af byen. Selvfølgelig skulle vi da prøve noget offentlig transport, der er trods alt nogle gode kilometer fra togstationen og ind til byen. Vi fik spurgt os frem forskellige steder, og blev til sidst guidet hen til et lille skur, hvor man kunne købe billetter. Damen i skuret talte ikke engelsk og heller ikke tysk. Vi viste to fingre, sagde ”dua persona” (ja, rumænsk minder lidt om spasser-spansk) og hun livede helt op og pegede på en billet i skurets vindue, hvorpå der stod dua et-eller-andet. Fint, den tager vi, tænkte vi – og betalte. Kort efter kom bussen, som vi satte os ind i – og knap var den kørt, kom billetkontrolløren. Erfarne, som vi efterhånden er, havde Daniel længe ”valideret” (læs: gennemhullet) vores lille papirsnip (aka. billet). Kontrolløren kigger på den, og siger så noget på rumænsk. Vi beder ham gentage på engelsk. Det kan han selvfølgelig ikke. Ej heller kan han tale tysk. Vi forstår så meget, som at vores billet ikke gælder til to personer (som damen ved stationen jo sagde, det var jo ligesom det, vi bad om). Daniel vil så købe endnu en billet (for vi er jo altså turister, og når ingen taler engelsk, kan der nemt opstå en misforståelse). Problemet er bare, at hr. Billetkontrollør er blevet magtliderlig, fordi han har fundet ”nemme” ofre – så han er allerede ved at udskrive en bøde for at køre uden billet. Men han kan bare tro nej, kan han – vi har en billet, der står ”dua” på – den kostede det dobbelte af en enkeltbillet – og, vigtigst af alt, har vi købt den i vores allerbedste tro. For ikke at ildne ham for meget op, rejser vi os dog op, siger til ham, at vi nok skal stige af, og giver ham den billet, der åbenbart ikke er god nok til os to.

Så – lige pludselig – viser det sig, at manden, der sidder foran os i bussen, er politibetjent. Hvor belejligt dog. Sammen med en anden billetkontrollør, stiger de af sammen med os, og begynder på deres bedste (og sureste og temmelig højrøstede) rumænsk at skælde os ud. Rumænsk minder, desværre for dem, om spansk, og da de indbyrdes taler med hinanden, kan vi høre, de kalder os for ”dumme turister”. Det sætter Christines pis i kog, og i bare afmagt over at de ikke kan tale engelsk, tysk – noget som helst andet end rumænsk, kræver hun at de tilkalder en betjent, der kan tale engelsk – i hvert fald hvis de vil have penge ud af os. Det forstår de selvfølgelig ikke. Så sætter tårekanalen i gang, og de får hele armen; ”We have a legal right!” – da billetkontrolløren og betjenten sammen får vist os, at vi skulle stemple den skide papirseddel af billet TO gange (selvom den jo allerede falder fra hinanden efter at være blevet stemplet én gang, og man jo ikke kan se, om den er blevet stemplet én, to eller en billiard gange). Det vil sige, at der nu står to kontrollører og en politibetjent og bruger deres krudt på at forklare to unge turister (der endda har goodwill til at besøge deres lortebrune by), at de har købt en billet til to personer, men at billetter til to personer skal hamres igennem hullemaskinen to gange (og der står vel at mærke ikke en skid på hverken billet eller hullemaskine, hverken på rumænsk eller engelsk eller kinesisk eller whatsoever)!!!! Come on! Lige i det øjeblik, bliver det for meget for os begge, og temmelig rasende (Christine) og absolut intet forstående (Daniel), vender vi os om og går. Ja, temmelig resolut og nok også dumt, men det viste sig faktisk, at de ikke fulgte efter os mere end de første meter – de havde nok indset, at deres argument var til at lukke op og skide i (undskyld udtrykket, Cluj fortjener ikke meget bedre lige nu). Kort sammenfattet: De var villige til at opkræve en bøde (og altså involvere politiet) for at vi HAVDE købt en billet (vel at mærke til TO personer) og HAVDE valideret den, selvom INGEN kunne tale engelsk (eller tysk eller svensk eller norsk eller spansk… come on, vi kan altså godt tale et par sprog) med os, hverken, da vi købte billetten ELLER validerede den. Tag lige og sammenlign’ den med Danmark tak! Her havde kontrolløren sikkert taget dem ved hånden og forklaret dem, hvordan og hvorledes man køber en billet (selvom alle instrukserne også kan findes på engelsk i busserne) – og politiet havde ski da aldrig gidet fornedre sig til at blande sig i sådan en sag! Godt at Christine ikke er bange for at tude på åben gade når hun ved hun har ret (ja, jeg ved også godt, jeg ikke har ret HVER gang, men denne her gang HAVDE jeg altså ret – bare spørg ligeså gale Daniel) og fortælle et par bavianer hvad hun synes om dem (nemlig, at de er primitive lorteskabninger – ja, hvis de må kalde mig dum turist på rumænsk, må jeg gerne kalde dem primitive lorteskabninger på dansk) og sige meget højt, at hun rent faktisk har rettigheder! Med denne pointe in mente, ser vi MEGET frem til at forlade lorte-primitive Cluj til fordel for Budapest i forhåbentligt MEGET civiliserede Ungarn i morgen.

PS: Vi gik ned i byen, hvor vi så fin kirke og fine andre bygninger (dog overhovedet ikke lige så fint som i Brasov). Vi kom også ud til et fint storcenter senere på dagen, hvor der var rigtig fine butikker, biograf og Pizza Hut – og Daniel kværnede sig igennem hele tre pizza’er til den nette sum af 40 kroner.

PPS: Vi tog en taxa hjem. Vi sørgede endda for, at det var et privat taxaselskab. Vi skal satme ikke lægge nogen penge hos staten her (og vi opfordrer til kollektiv Cluj-boykot – der er alligevel meget flottere i Brasov).

Nattoget og Brasov (Kronstadt - probably the best city in the world)

Torsdag aften, ganske sent, gik vi ned på banegården i Varna. Vi havde et par leva, vi skulle have brugt, inden vi krydsede grænsen, så planen var at finde noget læsestof på engelsk eller tysk til den lange togtur mod først Bukarest og så Brasov. I Bulgarien er der mange små boder FYLDT med ugeblade og aviser, så vi var faktisk overbeviste om, at de havde noget på engelsk eller tysk, især fordi Varna jo er et feriested. But no. Vi fandt dog en tankstation, hvor de havde to (som i 2) blade på tysk. Et tre uger gammelt Bravo og et lige så gammelt Anders And blad (eller Mickey Maus, som det jo hedder på tysk).
Vi købte dog begge dele, fordi der i Bravo-bladet var en Twilight plakat og fordi der i Mickey Maus-bladet var en "Transformers"-legetøjsrobot. Enough said, ikke Daniel?

Da klokken nærmede sig afgangstid, begyndte stewarden på toget at lukke folk ind (han var lidt uhumsk med fedtet hår og havde en beskidt t-shirt på). På perronen havde vi overhørt et yngre par snakke tysk med hinanden og krydsede lidt meget fingre for at havne i kupé med dem. Og vi var heldige - for da vi fik tildelt vores pladser i det gamle, gamle, brune tog, hilste vi pænt på Sonja og Marcus fra Wuppertal! Kupéen var yderligere kun med fire sengepladser, så allerede inden toget rullede afsted, var vi begge ganske rolige igen. Marcus og Sonja var i slutningen af 20'erne og på vej fra Istanbul til Bukarest. Marcus var pædagog og sidste sommer havde han været på lejr på efterskolen i Hoptrup - så er verden altså lille! Det eneste, der generede os allesammen i toget var varmen (eller rettere: heden), og vi frygtede alle at natten ville være ubærlig svedig og varm.  Vi fik redt op, Sonja og Christine klatrede modigt op i de øverste køjer, og da toget så kørte afsted, viste det sig, at der i små huller i en metalplade i loftet, gemte sig en lille aircondition. Lige pludselig var nattoget den rene luksus, og vi faldt alle i søvn hurtigt, på nær Daniel, der havde lidt svært ved at sove med al den bumlen, toget sørgede for. På den bulgarske del af grænsen, ved Ruse, blev vi vækket første gang. Klokken var halv fire - der var altså tre timer til vi skulle ankomme i Bukarest. Efter grænsekontrollen holdt toget stille i lang tid, så trillede det i et par minutter - over på den anden side af grænsen. Der blev vi tjekket igen, og derefter holdt vi stille i hele to timer. Alt dette resulterede i at vi først var i Bukarest klokken lidt over ni, og vores tog til Brasov længe var over alle bjerge.

Klokken lidt i elleve kom vi med et andet tog til Brasov, men togene kører meget langsomt, så selvom der kun er 170 kilometer fra Bukarest til Brasov, tog turen 3 1/2 time i tog. I toget slog Christine sin albue ret voldsomt ved at støde den ind i en metalradiator-ting, hvilket resulterede i akut vejrtrækningsbesvær efterfulgt af voldsom kvalme efterfulgt af pludselig træthed og en times dyb, dyb søvn. Armen gjorde rockerondt resten af dagen, aftenen og natten og var i øvrigt pænt ubrugelig (i skrivende stund er den dog kun lidt hævet og gør kun ondt når den bliver strukket helt ud).

Velankommet i Brasov, fandt vi vores hostel - en lille familiedrevet pension. Her er vildt hyggeligt, og vi har et dejligt værelse i et hus i haven. Vi har sågar et spabad på vores badeværelse. Vi gik en tur ned i shoppingcenteret for at købe ind til aftensmad, for efter at have spist ude i små to uger, savnede vi virkelig at lave mad. Det blev til en omgang kylling og grøntsager i tomatsovs, og det smagte bare top-godt!

I dag har vi været turister; først gik vi ind på torvet i byen, hvor man i hedengangne tider brændte hekse over bålet. Derefter så vi den såkaldte sorte kirke, som blev sodet til efter en brand. Nu har man dog rengjort kirken, men den hedder stadig den sorte kirke, hmm? Derefter tog vi kabel-banen op på et lille bjerg (Tampa 920 m. højt), der omkranser byen - hvor man i øvrigt har installeret et Hollywood-inspireret "Brasov"-skilt, ret så sjovt at kigge på! Der var den vildeste udsigt fra toppen af bjerget! Høje af udsigten, besluttede vi os for at gå ned igen istedet for at tage banen. Det var en dum idé. Vi havde godtnok gode sandaler på, men det havde regnet natten til i dag, så vejene var mudrede og stenene glatte. Kombineret med at nedgangen var stejl, gjorde det turen sådan halv-farlig. Vi kom dog helskindede ned igen og følte os ret så seje!

Nede igen gik vi igennem den gamle del af byen og især igennem verdens 2.smalleste gade. Den er omtrent 110 cm. i bredden, så lidt klaustrofobisk var det dog at gå igennem dem. Vi kunne heller ikke dy os for en tur igennem gå-gaden og en meget sjov isbutik, der tilbød at man selv kunne kreere en is (isen var dog meget kunstigt farvet og smagte endnu mere kunstigt... selv Daniel ville ikke have én til, såååå).

Nu er vi hjemme på værelset. Om lidt skal vi rundt om hjørnet og spise aftensmad på en restaurant, vores værter har anbefalet. "All the locals go there", sagde de - så det glæder vi os til! I morgen tidligt går turen mod Cluj-Napoca (Klaussenburg), hvor vi også har et par dage til at udforske byen. Rumænien er et flot land, kan vi sige - so far - og det er ganske rart, at mange taler tysk, når man kommer til kort med sit engelske!

Check-out fra Varna

Klokken er halv et lokal tid i Varna. Solen skinner og stranden trækker liiiiidt. Men vi er jo ikke på ren badeferie! Faktisk næsten tværtimod, vi går lange ture i byen (og nogle har fået vabler af nye klip-klapper... ØV!) og tager en masse billeder med det KÆMPEstore kamera.
Desuden så tjekkede vi ud for en lille time siden, da vi i aften trækkes mod det store udland - Rumænien. Klokken 23.10 lokal tid afgår det farlige nattog mod Bukarest. Vi har bestilt et par liggekøjer i en 6-mands kupé og Christine er, mildest talt, rædselsslagen for den kommende nat. Bulgarien er stadig et u-land på mange måder, og deres togsystem er IKKE lækkert - og det er altså ikke fordi, vi er sarte! Daniel er dog en superhelt, så hvis der kommer ikke-fantastiske medpassagerer ind i kupéen, tager han en for holdet og holder sig vågen med lommekniven i hånden. Det lyder absurd, men det er desværre nødvendigt. En oplevelse som efter ankomsten i Beograd vil vi bestemt ikke have igen.

Vi har dog valgt at forlade Bukarest samme morgen som vi ankommer. Endnu en brun hovedstad har vi ikke den store lyst til at udforske, så vi bruger det meste af dagen på at rejse mod Brasov, som er lidt mindre og har noget mere natur, så vidt vi er orienterede. Efter to nætter i Brasov går turen mod Cluj, hvor vi også har bestilt to overnatninger. Faktisk har vi styr på resten af vores tur nu, så vi er sikre på at nå mod nord inden billetterne udløber. Således står ruten på: Brasov-Cluj-Budapest-Prag-Dresden-Berlin. Vi har endda bestilt de sidste overnatninger i Berlin, så vi er sikre på at have et par dage til at se venner (Christine) + spise kød på pind (Daniel).

Varna har været rart, og vi vil gerne tilbage engang for at have tid til badeferie! En uges hotel hernede i højsæsonen kan klares for omkring 900 kroner pr. person her hvor vi har boet, tæt på vandet og virkelig lækkert. Og man kan spise ude rigtig lækkert og billigt, gå billigt i byen og mange andre ting - billigt! Så Bulgarien kommer vi nok tilbage til, måske som praktikant i Sofia (Christine), måske som solhungrende turister ved kysten.

Nu vil vi hamre frokost ned på Mac'en. Vi fandt nogle rabatkuponer, så frokosten skal bestå af en menu til en 20'er - ikke dårligt. Rabatkuponer i billigland. Vi skal også skrive et par postkort, og se, om vi kan få dem postet hernede (kryds fingre).

Hvis vi ikke får skrevet i et par dage, så vil vi gerne ønske hele flokken Gärtner-Skovdal en rigtig god tur til London!

Christine og Daniel

PS: Ja, jeg tror Daniel har fundet sin future-car - den gule farve er jo heller ikke til at stå for!

Sneak-peaks fra Østrig og Serbien

1.) Vi er kommet til Wien, vejret er godt, og bygningerne er store og flotte.
2.) Daniel leger, at han "bærer" en bro over Donau'en.
3.) Vi poserer ved Schloss Schönbrunn (for vi er jo mere smækre end slottet)
4.) Slotsparken
5.) Vi er nu kommet til Beograd, Serbien. Daniel har fundet en flot, kommunistisk bil.
6.) Udsigten fra vores værelse i Beograd.
7.) Beograd set fra vandet.
8.) Beograd set fra vandet.
9.) Den gamle bydel i Beograd.
10.) Udsigten fra toget mod Sofia, Bulgarien.

Seje aka. Anette og Daniel går shop-amok

Tak til Anette for at gennemskue blogspot's kryptiske kommentar-univers. Det er altså også temmelig bøvlet!

Vi er stadig i Varna, hvor vi nyder at priserne i Bulgarien er pænt billige og at solen skinner. I går tog vi derfor på en gedigen shoppetur. For det første, fordi Daniel manglede badeshorts og jeg vist var kommet til at love ham at jeg ville købe et par til ham, og for det andet... Jamen det er billigt her!
Så vi startede i New Yorker, hvor Daniel havde kastet sin maskuline kærlighed på et par grøn-hvid ternede badeshorts. Dem måtte vi jo lige købe... på vej ud af butikken, fandt vi noget, der nærmest var som skabt for en ung frøken Skovdal. Men det må I finde ud af, når vi rammer Danmark igen. På det tidspunkt har vi forhåbentlig fundet sjove souveniers til nogle flere :-)

Efter udskejelser i gågaden, tog vi en bus i til to store shoppingcentre. I det første gik Daniel amok igen. Han blev faktisk helt pjattet i to forskellige sportsbutikker, og da vi kom hjem, fandt vi ud af, at grøn åbenbart er det helt store i disse dage. Han har kun investeret i grønne ting. Lidt sjovt. Selv har jeg allernådigst fået lov til at bruge omkring 200 kroner i en Mango-butik. Vi skal jo også have plads i taskerne.... Hhhmm... Det er lige før jeg har lyst til at købe endnu en taske :-)

Dagen i dag har stået på sol og strand. I hvert fald i et par timer, for bølgerne har stået højt og da solen forsvandt omkring klokken tre, tog vi hjemad igen. Og her sidder vi nu og har endelig fundet ud af, hvordan man temperaturindstiller airconditionen. YEHU!

I overmorgen går turen videre, højst sandsynligt til Bukarest. Dér bliver vi nok ikke længe, for vi vil hellere til andre byer i Rumænien, fx Cluj eller Brasov. Vi må se, hvor lysten (og togtiderne) driver os hen!

Tidszoner og Sortehavet

Lørdag morgen stod vi op klokken kvart i otte for at pakke vores værelse sammen og tage op til banegården i Sofia, hvor vores tog mod Varna ved Sortehavet, skulle afgå klokken 10.05. Vi havde dagen inden været forbi for at reservere pladser på stationen – et helt eventyr i sig selv. Først stillede vi os i kø ved en række kasser i den store ankomst-afgangs hal i brunt og brunt. Da det blev vores tur, talte ekspedienten ikke engelsk. Hun kunne heller ikke hidkalde nogen, som kunne. På HOVEDBANEGÅRDEN – i Bulgariens HOVEDSTAD! Vi blev dog på en eller anden måde gelejdet ned af nogle trapper og til venstre. Dér, under hallen, var nærmest en lille by for sig selv, med små spisesteder, og – gemt væk i et hjørne – to skranker. Dér stillede vi os så i kø. Heller ikke her kunne ekspedienten tale engelsk, men da vi viste hende vores interrail-pas, sagde hun ”Burgas?” (som om ALLE unge mennesker skal drikke sig i hegnet dér) og da vi sagde nej, ”Varna?”. Hun skrev togtiderne ned, og vi pegede på afgangen kl. 10.05 og fik to pladsreservationer til den nette pris af en leva (3,8 kroner).

Nå, så langt så godt. Tilbage til lørdag morgen, hvor vi pakkede noget af et bombet lokum sammen. Når man pludselig har sit helt eget værelse at rode på, går man lidt agurk. Vi var dog effektive, og klokken kvart i ni stod vi i receptionen og bad hotellet om at ringe efter en taxa til os. Man bliver indædt mindet om at man ikke selv skal praje en bil hernede, det er simpelthen for farligt. Der er dog få pålidelige selskaber, og dem skal hotellerne osv. nok give dig navnene på. I løbet af to minutter kom en gul bil til os. Manden talte dårligt engelsk, men vi fik sagt ”tren”, da han spurgte ”autobus, tren?”. Og så kørte han ellers – råddent med råddent på. Der var ingen seler bag i bilen, så Christine trak vejret ekstra tungt på denne tur. Der blev overhalet lidt indenom, og nogle gange endda helt lovligt. Og båthornet kom da også på arbejde. Omkring kl. ni ramte vi hovedbanegården og begav os stille og roligt ind i ventehallen, for vi havde jo masser af tid. Da vi står i afgangshallen, blinker der et grønt lys ud for ”Varna” med afgang kl. 10.05. Da slår det pludselig Christine: TIDSZONER! For søren, vi har været en time bagud den tid, vi har været i Bulgarien uden at tænke over det! Og nu er klokken 10.03 – om to minutter afgår toget fra spor tolv og vi står og venter. Vi løber! Den første og bedste retning, og håber det er den rigtige. Da vi når op på sporet, råber en kvindelig konduktør efter os fra toget: ”Varna?” Vi råber ”Yes, yes” og skynder os at hoppe på toget, der straks derefter triller af sted. Pyyyyyyyh (i parentes bemærket afgik næste tog mod Varna først kl. 17.00). Når Bulgarer endelig gør noget ”til tiden”, er vi næsten ved at misse vores tog. Det første, der blev gjort på toget, var i øvrigt at stille urene en time frem, så vi nu er ”on Bulgarian time”.

De første timer var toget pænt fyldt og igen kørte det ikke, men trillede. I Lonely Planet står der faktisk også, at busser er langt hurtigere hernede end tog, og efterhånden tror vi også på det, for gud, hvor går det dog bare langsomt i de dér gamle skrumler af tog. Og man ”bumper” med… Bum, bum, bum når man kører i tog. Efterfulgt af en blæselyd, når man kører under en tunnel. Og så eller bum, bum, bummebum igen. Klokken halv tre var vi de eneste tilbage i vores kupe. Vi var nået omtrent halvvejs, så vidt vi kunne se på vores kort (for efterhånden er vi så stive i kyrillisk, at vi kan tyde bynavnene på stationerne). Toget skulle være i Varna klokken kvart over fem. De sidste mange timer af togturen kørte vi forbi den ene majsmark efter den anden, Bulgariens store midte er flad som en pandekage. De store bjerge ligger i den nordvestlige del af landet, mens vi herude ved kysten også har et par klepperter.

Klokken seks ramte vi Varna. Ifølge Lonely Planet skulle byen være smuk og minde om græske byer. Hm, græsk bliver det her vist aldrig. Da vi gik ud på gaden foran banegården, blev vi hensat til virkelig uskønne Beograd, men eftersom vi begav os hen mod hotellet, vandt byen et par charmepoint. Og da vi så kunne skimte vandet, var alt andet ligegyldigt! Især fordi hotellet ligger tre minutter på gåben fra stranden. Og vi har vores egen lille terrasse med kunstgræs og skygge. Meget sødt. Vi skyndte os at komme i noget badetøj og hoppede i Sortehavet. Sortehavet er dejligt lunt, men ret beskidt lige her. Men det er vand og der er sol uden at man bliver fuldstændig stegt. Aftenen bød på bulgarsk salat og bulgarsk ”lasagne” og store, bulgarske fadøl. Og nyheder. Man er afskåret, når man ikke er omgivet af nyheder, man kan læse. Og hvor er vi begge chokerede over og kede af de forfærdelige hændelser, der har fundet sted i Norge! Stemningen var virkelig trykket, da vi så reportagen fra Norge, som er så tæt på lille Danmark.

I morges spiste vi morgenmad, som de fleste bulgarer sikkert synes godt om. Vi er selv ikke så meget for fetaost og pølser med gul ost til morgenmad, men vi fandt da noget brød og honning. Og så tog vi på stranden, for at bade, stege, læse og bade! Og holde sådan rigtig slappe-af-ferie. Nu ligger vi på sengen og Daniel ser Tour de France. Ikke helt tilfreds med at Andy bliver nummer to, men så alligevel glad, for han har lige fået en dejlig kold, bulgarsk øllebajer.

Sofia update + Østeuropa er en bitch

Sofia er en flot by. Vi har brugt dagene på at gå lange ture rundt i centrum. Det er klart den bedste måde at se byen på. Vi har også brugt lang tid på at finde et posthus, for åbenbart ved INGEN i Sofia, hvor byen posthus ligger. Slutteligt blev vi nærmest eskorteret derhen af politiet - det var vældig pænt af dem, må man sige.
Vi har også haft turens første (og forhåbentlig eneste) uhelt. Daniel skar sin storetå ved at gå ind i en metalstump, der stak op af jorden på fortovet. Der var meget blod og lidt panik (Christine), men foden er pakket godt ind i plaster og desinfikation og har det rigtig godt nu!
Vi måtte desværre bruge det meste af morgenen og formiddagen i dag på at planlægge, hvor turen skal gå hen i morgen. Oprindeligt ville vi ud til kysten i Rumænien, men det dér med internationale tog kan de ikke lide her, med mindre de kører om natten (og vi er lidt bange for nattog efter oplevelsen i Beograd). Så vi måtte vende og dreje mulighederne og Europakortet. Vi overvejede Grækenland, men den eneste vej derfra er så enten tilbage via Sofia og Serbien eller Makedonien eller Bosnien (lidt for farligt, måske?). Burgas vil vi heller ikke til (for det er jo Sunny Beach). Men så fandt vi, ved hjælp af Lonely Planet-biblen og internettet, et fint, lidt over budget-dyrt hotel, i Varna ved Bulgariens kyst. Og den by skulle være rigtig flot - så både sol + kultur er noget, vi glæder os til! Derfra er planen så et nattog (desværre den eneste mulighed ) til Bukarest i Rumænien, og så er vi "back on track"!

Turens første indkøb af faktisk nødvendig karakter blev gjort i dag; vores klip-klap sandaler er afgået ved døden, men heldigvis kom vi da forbi en Lacoste butik i dag (og man skulle da være et skarn)... Så vi er Lacoste-sandaler rigere nu... og kun latterligt få kroner fattigere! Østeuropa er sgu dejlig!

Bomfunk MC´s, kyrillisk og Angel fra ”Rent”

Rejsens første onsdag startede kl. ti minutter i seks på hostellet. Vi gik i bad - vandet havde i øvrigt kun én temperatur: koldt… ”så koldt” (som i to centimeter koldt). Det var jo ikke Serbien for ingenting J. Vi fik pakket de sidste ting sammen og sagt farvel til vores fabelagtige værelseskammerater – i øvrigt ikke englænderne, men fra hhv. Holland og Brasilien.

Vi tog en bus over én af broerne fra Novi Beograd til den gamle bydel, og gik derfra til stationen. Vi fandt vores tog, en gammel, rusten sag fra kong ruders tid, og fandt en ledig kupé. Der lugtede, mildest talt, virkelig dårligt, og de velourovertrukne sæder var beskidte. I en kupé lidt længere fremme sad et ungt, engelsk par, vi kendte fra hostellet, så vi satte os ind til dem. Det blev kupeen ikke renere af, men i det mindste fik vi godt selskab på den togtur, der var ansat til at vare omkring ni timer og skulle bringe os til Sofia i Bulgarien.

Som afgangstiden nærmede sig, blev toget virkelig fyldt. En engelsktalende gut og en ældre, serbisk mand fyldte de sidste pladser i vores kupe, der efterhånden blev ret så varm. Vinduet i kupeen var åbent, det samme var døren ud til gangen, hvor samtlige vinduer var åbne, og hvor folk begyndte at indtage ståpladser med hovedet hængende ud af vinduerne. Det så tovligt ud, men senere skulle vi blive meget klogere.

Det blev afgangstid, og det blev ti minutter over afgangstid. Ingenting skete. Vi lavede et par ”det er ligesom DSB”-jokes. Det blev tyve minutter over afgangstid. Det blev faktisk hele femogfyrre minutter over afgangstid, før toget begyndte at trille af sted, uden at der var givet én eneste meddelelse herom. Og når vi siger ”trille af sted”, så mener vi trille! Den maksimale hastighed, det antikke skrummel af et tog nogensinde ramte, var måske 80 kilometer i timen, vel at mærke, da vi allerede var i Bulgarien, og kun i et par minutter af gangen. Men heden virkede knap så slem, da vi trillede, fordi der kom kølige pust ind fra vinduet – rart!

De første timer sov vi. Og drak lidt vand. Som timerne gik og det blev formiddag, snakkede vi lidt med det engelske par, som skulle videre til Istanbul. Turen bød på meget øde landskaber og meget forfaldne byer. Og bjerge, selvfølgelig – ej at forglemme. Af og til besluttede toget sig for at holde stille (ja, det tog havde helt bestemt sin egen sjæl og mening!), og så blev der ellers bare varmt! Vådservietterne måtte frem for at tage de værste sveddråber fra panden, og tøjet tog sig en ordentlig klistretur til kroppen. Koldt vand havde været skønt, men der var ikke en eneste mulighed for at købe noget som helst på toget! Timerne sneglede sig af sted, vi læste, hørte musik, sov, drak, spiste kiks, læste noget mere og snakkede med vores medpassagerer.

Omkring grænsen til Bulgarien (og når vi siger ”omkring”, er det fordi, der ikke blev givet meddelelse om noget som helst, og byskiltene på de tre-fire stationer, toget stoppede ved, var på kyrillisk) steg den serbiske mand ud og den unge mand gik sig en tur ud på gangen. En serbisk familie og en ældre dame delte sæderne. De var meget snaksaglige, og selvom vi overhovedet ikke forstod hinanden, fik vi både forklaret, at vi skulle til hhv. Sofia og Istanbul, og de forsikrede, at de nok skulle vise os, hvornår vi skulle stige ud. Da stilheden igen sænkede sig over kupeen, ringede en mobiltelefon. Og ringetonen var ingen ringere end det hedengangne nummer ”Freestyler” med Bomfunk MC’s. Og hvem roder i sin taske? Den ældre, overhovedet ikke engelsktalende, serbisk/bulgarske bondekone! Wow, hvor havde vi svært ved at holde masken!

Toget nåede omsider Sofia (efter grænsekontrol gange 2). Klokken var langt over planlagt ankomst, og det var ved at blive mørkt. Togturen havde varet små tolv timer, og vi ville bare finde vores hotel. ALT ER PÅ KYRILLISK! Som i ALT. Vi havde ingen jordisk chance for at finde vores hotel, og det kort, vi havde, var meget mangelfuldt! Til dels, fordi vejnavnene på vores kort var med latinske bogstaver og til dels, fordi vi var trætte og ikke kunne finde hoved og hale i deres sporvognssystem. Vi talte med et par bulgarer, som virkelig prøvede at hjælpe os, men når man ikke kan kommunikere på samme sprog, går det altså bare galt.

Så vi besluttede os for at gå. Vi gik og gik, og vidste ikke helt, hvor vi skulle ende. Så stødte vi på to unge drenge, den ene med sølvfarvet kasket og stramme jeans og håret skåret til på manga-manér – sort, selvfølgelig. Han lignede Angel fra ”Rent” på en prik (gestikulerede også med lidt løse håndled – SÅ sød simpelthen), og da han oven i købet talte engelsk, var vi ikke i tvivl! Han var en ENGEL (eller noget, men vi var altså trætte og desperate)! Han gik med os op til nærmeste hovedvej og forklarede os indgående, at vi skulle tage sporvognen 2 stop og så gå mod syd, så ville vi ramme Boulevard Todor Alexandrov, som vores hotel ligger på. Han spurgte endda, om han skulle vente til sporvognen kom!!! En sand redningsmand!

Vi fandt hotellet omkring klokken ti, bookede en ekstra overnatning, og fik nøglerne til vores værelse – et paradis i orange og hvidt med EGET badeværelse! Og for tre overnatninger har vi betalt 510 kroner!!! Come on, det er da Østeuropa, når det er bedst. Vi fik et bad, noget mad fra MCD, som selv her hedder noget på kyrillisk og en omgang Ali G. til at falde i søvn på.

Lige nu er det formiddag, vi ligger i den store seng og venter på at blive friske nok til at begive os ud i DownTown Sofia, hvor der nok er ret varmt (vi er immune for varme her, for vi har AirCon, juhuuuu).
Mere snarest!
Da’ Svedanja (lydskrift, I skal ikke udsættes for kyrillisk!)

Ipod som betalingsmiddel

Så er det ved at være forbi med faboulous  Beogradski. Vi har levet i shoppingcentre i dagtimerne, fordi her er ---- VARMT. Daniel sveder hele tiden (som i glinser i hovedet, HELE tiden). Vi kunne ikke sove i nat, fordi varmen var så pressende og tung, men vi prøver at sove i HVER sin seng i nat, og ser om det så ikke bliver bedre, for som Daniel siger, er jeg åbenbart en radiator (jaja, som om) at sove ved siden af. Og ja, vi kan lige så godt få value for the money, når nu vi har betalt for en hel køjeseng... i stedet for at klemme os sammen i en køje. Åh, den kærlighed.

Til overskriften; ja, her kan man betale med iPod. Den første serber, vi mødte (udover politiet), var taxichauffør, og sagde: Where you go? You have euro? You have dinar? You have iPod? Så nu ved vi da, at vi har lidt god valuta i tasken, hvis det nu skulle gå heeeelt galt. Ellers har dagene budt på følgende: slentretur langs Danuv (aka. Donau'en), bådtur på Danuv og Sava (MEGET flot!), gåtur i Old Beogradski (virkelig autentisk-øst...) og en tur i biffen (Transformata 3 - Transformers Three). En tur i biffen for to personer med en stor popcorn og to store cola - 68 kroner! Slå den, lille Danmark! Så gjorde det heller ikke så meget, at filmen var virkelig dårlig (Christines mening). Shia Le'Bøf er jo pæn. Og det er Patrick Dempsey også.

Generelt om Serbien: Her er varmt. Politiet er dumt. Menneskene er meget imødekommende. Vi har boet et helt fantastisk sted. Igen: Her er varmt. Her er billigt. Og - hvis græsset skal være grønt, skal man have ansatte til at vande det.

I morgen tager vi dagtoget til Sofia, Bulgarien. Der skal vi overnatte to gange på et dobbeltværelse - på HOTEL!!!! Det blir helt vildt efter et par forholdsvis primitive dage.

Wien-Beograd

Så er vi i Beograd. Klokken er halv elleve, og vi har lige fået et yderst tiltrængt bad. Vi bor i en und mands lejlighed, deler værelse med to drenge fra, vist nok, England. Det er ganske okay og ret så billigt.

Det var så den gode nyhed.

Vi steg på toget i Wien i går. Vi havde bestilt 2.klasses sovevognsbilletter. Vognen med disse senge var i stykker, så vi blev opgraderet til 1. klasse (gratis, juhu), hvor vi havde en 3-personerns vogn helt for os selv til toget ramte Budapest. På det tidspunkt var vi gået i seng, så det var helt okay at der kom en ung backpacker ind. Hans kæreste skulle sove i vognen ved siden af, så de brugte lidt tid på at skændes med konduktøren, så vi vågnede lige for en stund. Efter dette sov vi udmærket til vi blev vækket halvvejs brutalt kl. 3.00 om natten. Serbisk grænsekontrol. Disse mennesker er ikke søde ved søvnige mennesker. Men vi fik et grimt stempel i passet og blev godkendt.

Toget ramte Beograd (aka. betonlokumhelvede) kl. syv i morges. Vi blev vækket af stewarden og pakkede sammen. Alt var fint og godt til vi ville ud af toget.... for så havde en serbisk ung pige i kabinen ved siden af os, opdaget at hun manglede en safe (???) med penge i (???). Vi havde alle sovet med værdigenstande ved kroppen, for det var vi blevet rådet til, og vores kabine havde været låst indvendigt hele natten. Fordi døren mellem vores kabine og deres var åben (det unge backpackerpar havde åbnet den, for at være i kontakt med hinanden), skulle vi alle kropsvisiteres og bagagen rodes igennem. Der kom tre betjente. 2 mænd og en sæk (aka. kvinde, der troede hun var åh-så-sej). Først tog de vores pas (og gik med dem?). Så blev først Christine visiteret af kvinden, der i øvrigt ikke kunne engelsk. Så fik Christine lov til at forlade toget. Uden Daniel. Christine fik så lov til at vente på perronen mens hun blev nedstirret af en mandlig betjent. En halv time senere måtte Daniel komme ud og lidt senere det unge backpackerpar, der var fra Holland. Selvfølgelig fandt de ikke en skid på nogen af os. Så skulle obermacker-mandebetjenten lige være ekstra sej og tjekke vores pas igennem, registrere dem i en blok (fuck, til hvad???) - og først så fik vi lov til at gå.... Lige indtil sækken fandt ud af, hun ikke havde tjekket Christines pung. Men inden det gik op for hende, havde hun allerede indstillet sig på pause og tændt en smøg - så med den i mundvigen og Christines pung i hånden blev ALLE de farlige ting i pungen vendt.

Og SÅ kom vi afsted. Magen til spild af ressourcer skal man godtnok lede lang tid efter!!! Der er simpelthen så meget politi hernede, og de virker virkelig inkompetente!

Vi gik hen til vores hostel, en tur på tre kilometer, som var ret så træls med oppakning, men værten her er sød, og i Novi Beograd, den bydel, vi er havnet i, er vejskiltene heldigvis med både latinske og cyriliske bogstaver! Ja tak!

Nu har vi hævet penge, været i bad og skal ud for at finde mad. I eftermiddag skal vi på en bådtur på Donau'en og se byen fra vandet. Men det er tydeligt, at vi er havnet i ØST! Her er brunt på brunt på brunt og græsset er kun grønt, hvis man har ansatte til at vande det.

Mere snarest!

Århus-Flensburg-Hamburg-Wien

Vi lagde ud fredag formiddag i Århus, hvor vi stod på et temmelig overfyldt tog mod København (ja, der var MANGE, der skulle over for at se Take That), stod af i Middelfart og kørte med et andet tog mod Flensburg. DSB forbløffede os - vi var faktisk i Flensburg hele TRE minutter FØR planen, hvilket gav os otte minutter til at gå over på den anden side af perronen og stige på et tog mod Hamburg - og ja, det nåede vi :-)

Dermed var vi i Hamburg kl. 16.00 - og det regnede. Pænt meget. På med taskerne og ned til Alsteren, hvor vi fandt en bænk med to tørre pletter, som et par numser, tak skæbne, havde gemt til os. Hamburg bød mest af alt på en gåtur langs Innen- og Aussenalster, en tur forbi Edeka for at købe en is og en tur i S-Bahn igennem den gamle del af byen tilbage til hovedbanegården. Kl. 20.34 skulle vores nattog til Wien komme kørende. De gjorde det ikke. Nåja, der var ikke noget, vi skulle nå, så da det først kom lidt over ni, hoppede vi bare på og fandt vores siddepladser. Store, brede lædersæder! Men vi skulle jo altså også sove i dem. Omkring midnat i Göttingen fik vi selskab af et ældre tysk ægtepar, der var på cykelferie. Vi delte "bord" og dermed "seng" med dem til de skulle af ved grænsen til Østrig tidligt om morgenen. Nej, man kan ikke rigtigt sove ret godt i sådan en stol. Til gengæld kunne man sove rigtig godt på to sæder, så der blev bare boblet igennem fra grænsen og til Wien, hvor vi trillede ind kl. 09.00 i morges.

Og hold da op, hvor er her bare FLOT. Solen har skinnet hele dagen, det har været varmt, men ikke sådan "føj-hvor-er-her-varmt" varmt. Vi tjekkede ind på hostellet, fik bagagen opbevaret og begav os ud på en bytur. Først ned til den gamle by, forbi en bygning mere guldbelagt og flottere end den anden, så ned til Donaubredden og derfra langs Donau ud til Prater-parken (lidt a'la Tivoli). Der fik vi et par timer til at gå med at være forbløffede over de sindssyge maskiner, man kunne sætte sig selv ind i - og med at tænke på Before Sunrise, selvfølgelig!!! (nok mest Christine - "se, den hammer har Ethan Hawke rørt ved, se - den radiobil, har Ethan Hawke kørt i" ... you get the point)

Vi tog tram'en hjem, hvor vi blev indkvarteret i en køjeseng. Nu har vi handlet ind til aftensmad (spaghetti + kødsovs, jaja) og skal snart ud for at kokkere. Og så kunne det egentlig være rart snart at se dyner. I morgen står den på Schloss Schönbrunn (Sissi, selvfølgelig) og i morgen aften skal vi med nattoget til Beograd, Serbien. Farvel til latinske bogstaver (suk!), men til gengæld hej til liggevogn (ja, vi er færdige med at sidde op i et tog en heeeeeel nat).

Ka' I ha' det så længe!
Servus,
Daniel og Christine

PS: Tillykke Kai!

Here we go

Så er bloggen på plads. Find os lige her frem til d. 14.08.2011 (plus i postkassen engang imellem... 7-9-13 - alt afhængig af postvæsenet i Østeuropa).

Taskerne er pakket sådan 80 %. Tøjet er afstemt, det tekniske grej er næsten på plads. Vi mangler lige tandbørster og at fylde iPod'en... og nåhr ja, vi skal lige være heeeelt sikre på de tog, der skal fragte os til Hamborg i morgen. Vi starter i Århus kl. 11.02 og har indregnet en masse plads til at DSB kan være forsinkede, for vi skal først med et nattog mod Østrig kl. 20.34 fra Hamburg Hbf.

Weekenden står på Wien, slentreture langs Donau, en tur på Prater, Hundertwasserhaus, Secession osv. Christine har store planer om at lave Daniel om til Ethan Hawke og køre den i bedste "Before Sunrise"-stil.

Men først skal vi lige se Tour de France, Tømmermænd i Thailand og dyner.