Nattoget og Brasov (Kronstadt - probably the best city in the world)

Torsdag aften, ganske sent, gik vi ned på banegården i Varna. Vi havde et par leva, vi skulle have brugt, inden vi krydsede grænsen, så planen var at finde noget læsestof på engelsk eller tysk til den lange togtur mod først Bukarest og så Brasov. I Bulgarien er der mange små boder FYLDT med ugeblade og aviser, så vi var faktisk overbeviste om, at de havde noget på engelsk eller tysk, især fordi Varna jo er et feriested. But no. Vi fandt dog en tankstation, hvor de havde to (som i 2) blade på tysk. Et tre uger gammelt Bravo og et lige så gammelt Anders And blad (eller Mickey Maus, som det jo hedder på tysk).
Vi købte dog begge dele, fordi der i Bravo-bladet var en Twilight plakat og fordi der i Mickey Maus-bladet var en "Transformers"-legetøjsrobot. Enough said, ikke Daniel?

Da klokken nærmede sig afgangstid, begyndte stewarden på toget at lukke folk ind (han var lidt uhumsk med fedtet hår og havde en beskidt t-shirt på). På perronen havde vi overhørt et yngre par snakke tysk med hinanden og krydsede lidt meget fingre for at havne i kupé med dem. Og vi var heldige - for da vi fik tildelt vores pladser i det gamle, gamle, brune tog, hilste vi pænt på Sonja og Marcus fra Wuppertal! Kupéen var yderligere kun med fire sengepladser, så allerede inden toget rullede afsted, var vi begge ganske rolige igen. Marcus og Sonja var i slutningen af 20'erne og på vej fra Istanbul til Bukarest. Marcus var pædagog og sidste sommer havde han været på lejr på efterskolen i Hoptrup - så er verden altså lille! Det eneste, der generede os allesammen i toget var varmen (eller rettere: heden), og vi frygtede alle at natten ville være ubærlig svedig og varm.  Vi fik redt op, Sonja og Christine klatrede modigt op i de øverste køjer, og da toget så kørte afsted, viste det sig, at der i små huller i en metalplade i loftet, gemte sig en lille aircondition. Lige pludselig var nattoget den rene luksus, og vi faldt alle i søvn hurtigt, på nær Daniel, der havde lidt svært ved at sove med al den bumlen, toget sørgede for. På den bulgarske del af grænsen, ved Ruse, blev vi vækket første gang. Klokken var halv fire - der var altså tre timer til vi skulle ankomme i Bukarest. Efter grænsekontrollen holdt toget stille i lang tid, så trillede det i et par minutter - over på den anden side af grænsen. Der blev vi tjekket igen, og derefter holdt vi stille i hele to timer. Alt dette resulterede i at vi først var i Bukarest klokken lidt over ni, og vores tog til Brasov længe var over alle bjerge.

Klokken lidt i elleve kom vi med et andet tog til Brasov, men togene kører meget langsomt, så selvom der kun er 170 kilometer fra Bukarest til Brasov, tog turen 3 1/2 time i tog. I toget slog Christine sin albue ret voldsomt ved at støde den ind i en metalradiator-ting, hvilket resulterede i akut vejrtrækningsbesvær efterfulgt af voldsom kvalme efterfulgt af pludselig træthed og en times dyb, dyb søvn. Armen gjorde rockerondt resten af dagen, aftenen og natten og var i øvrigt pænt ubrugelig (i skrivende stund er den dog kun lidt hævet og gør kun ondt når den bliver strukket helt ud).

Velankommet i Brasov, fandt vi vores hostel - en lille familiedrevet pension. Her er vildt hyggeligt, og vi har et dejligt værelse i et hus i haven. Vi har sågar et spabad på vores badeværelse. Vi gik en tur ned i shoppingcenteret for at købe ind til aftensmad, for efter at have spist ude i små to uger, savnede vi virkelig at lave mad. Det blev til en omgang kylling og grøntsager i tomatsovs, og det smagte bare top-godt!

I dag har vi været turister; først gik vi ind på torvet i byen, hvor man i hedengangne tider brændte hekse over bålet. Derefter så vi den såkaldte sorte kirke, som blev sodet til efter en brand. Nu har man dog rengjort kirken, men den hedder stadig den sorte kirke, hmm? Derefter tog vi kabel-banen op på et lille bjerg (Tampa 920 m. højt), der omkranser byen - hvor man i øvrigt har installeret et Hollywood-inspireret "Brasov"-skilt, ret så sjovt at kigge på! Der var den vildeste udsigt fra toppen af bjerget! Høje af udsigten, besluttede vi os for at gå ned igen istedet for at tage banen. Det var en dum idé. Vi havde godtnok gode sandaler på, men det havde regnet natten til i dag, så vejene var mudrede og stenene glatte. Kombineret med at nedgangen var stejl, gjorde det turen sådan halv-farlig. Vi kom dog helskindede ned igen og følte os ret så seje!

Nede igen gik vi igennem den gamle del af byen og især igennem verdens 2.smalleste gade. Den er omtrent 110 cm. i bredden, så lidt klaustrofobisk var det dog at gå igennem dem. Vi kunne heller ikke dy os for en tur igennem gå-gaden og en meget sjov isbutik, der tilbød at man selv kunne kreere en is (isen var dog meget kunstigt farvet og smagte endnu mere kunstigt... selv Daniel ville ikke have én til, såååå).

Nu er vi hjemme på værelset. Om lidt skal vi rundt om hjørnet og spise aftensmad på en restaurant, vores værter har anbefalet. "All the locals go there", sagde de - så det glæder vi os til! I morgen tidligt går turen mod Cluj-Napoca (Klaussenburg), hvor vi også har et par dage til at udforske byen. Rumænien er et flot land, kan vi sige - so far - og det er ganske rart, at mange taler tysk, når man kommer til kort med sit engelske!